Jeg elsker gyserfilm.

Uhyggeligt spøgelseDer er bare ét problem.

Jeg tør ikke at se dem mere.

Når jeg ser gyserfilm, bliver mit hjerte 90 år gammelt. Og min fantasi er ikke længere min ven.

Jeg er det letteste offer i verden for filmiske virkemidler. De får mig hver gang. Hvor er det irriterende. Jeg er ikke overtroisk. Jeg kan godt få øje på latterligheden i ’Spøgelsesjægerne’. Jeg har læst om sjæl-legeme-problemet og vanskelighederne ved at forklare det ikke-fysiskes eksistens uafhængigt af det fysiske. Jeg har aldrig set et spøgelse.

Men min fantasi har sit eget liv, og her har rationalitet og fysiske love ingen plads.

Måske er du, ligesom mig, udstyret med en hyperaktiv og moderat selvdestruktiv fantasi, eller også har du let ved at håndtere et gys. Måske ligger du et sted midtimellem. Millioner af mennesker føler sig draget af det uhyggelige. Men hvorfor er det sådan? Og hvad er uhygge egentlig?

Hvad er uhygge?

Du står i køen i Netto. I den anden kø står en mand, du ikke kender. Han vender hovedet og kigger på dig. Du kigger tilbage og smiler høfligt for at vise, at du har set ham. Det er en social færdighed, du har lært i din tidlige barndom. Da du et par øjeblikke senere næsten er fremme ved kassen, opdager du i din øjenkrog, at manden stadig kigger på dig. Du ser forundret tilbage på ham, og han begynder at smile. Et smil, der er alt for bredt. Han vender sig ikke væk. Står bare og stirrer på dig.

Psykologi og biologi

Psykologisk er vi sådan indrettet, at vi foretrækker forudsigelighed og mønstre. Både i forhold til mennesker og natur. Vi lærer tidligt de fysiske love at kende og indretter os efter dem. Vi lærer også hurtigt, hvordan vi skal opføre os i nærheden af andre mennesker. Derfor bliver vi også med det samme opmærksomme på adfærd, der på en eller anden måde er anderledes. Og det gør os utrygge – for måske er vores overlevelse på spil.

Ligesom manden i køen, der stirrer på dig i alt for lang tid. Der skal ikke ret mange ekstra ingredienser til for at gøre den situation direkte uhyggelig.

Uhygge er en mærkværdig størrelse. Det er noget utrygt og ubehageligt. Alligevel føler vi os tiltrukket af det. Men det kan forklares med den gode, gamle evolutionsbiologi. Vi har åbenbart uhygge i vores DNA. Chok og adrenalinboost var engang en slags træning for os. Kæmp eller flygt.

Følelsen af afsky ved ting, der er rådne og lugter kraftigt, kommer også fra vores savanneliv dengang for lang tid siden. “Fuck-hvor-klamt”-reaktionen er programmeret ind. Vi kan ikke gøre for det.

Det er godt, at vi væmmes ved råddenskab og sygdom. Kommer vi for tæt på, risikerer vi selv at blive syge. Og dø.

Den klassiske legemliggørelse af råddenskab er zombien. Men skræmmer zombien kun, fordi den er rådden?

Sigmund Freud om det uhyggelige

Man kommer ikke uden om Freud, når man skal brede armene ud og forsøge sig med den helt store karakteristik af det uhyggelige. Freud skrev ‘Das Unheimliche’ (det uhjemlige) i starten af det 20. århundrede, og mange diskuterer stadig hans tanker om uhygge.

Den burde ikke være levende

En zombie er et dødt menneske, som vågner op igen. Udover det indlysende er der yderligere et problem – zombien hører ikke mere til de højerestående dyr. Han har nemlig ikke længere nogen bevidsthed og styres i stedet af et eneste primitivt behov – en overdreven trang til at æde noget (helst dig!).

Zombier og spøgelser er genkomster af mennesker i helt anderledes udgaver, end dem vi kender. Det kan vi ikke lide. Ifølge alt det vi ved om verden, burde de ikke være levende.

Når døde ting (og mennesker), der ikke burde vise tegn på liv, pludselig gør det, sker der en voldsom forvridning af de fysiske love, og der gælder ikke længere nogen regler. Alt kan ske, og vi kan ikke forudsige noget som helst. Heller ikke de levende dødes hensigter med at komme tilbage.

Selvom levende døde er ret så gruopvækkende, er det omvendte heller ikke vores kop te, siger Freud. Vi er ikke vilde med at se mennesker besvime, ligge i koma eller sove så dybt, at de ikke umiddelbart er til at vække. Selvom det er ganske rationelt at føle ubehag ved eventuelle helbredsproblemer hos disse mennesker, føler vi også ængstelse blot ved at være i nærheden af levende væsener, der virker døde.

Forudsigelser, gentagelser… og afskårne lemmer(!)

Medmindre du er selvudnævnt clairvoyant, vil dine nakkebørster automatisk rejse sig, hvis du i sjov kommer med en forudsigelse, der senere bliver til virkelighed. Den er også på Freuds liste.

Uforklarlige gentagelser er også creepy. Hvis du ser den samme genstand eller det samme menneske gentagne gange i løbet et en kort periode, virker det mærkeligt og, afhængig af situationen, uhyggeligt.

En sund og funktionel krop har to arme, to ben og et (helst velfungerende) hoved. Skulle du snuble over en kropsdel, der ikke længere eksisterer som en naturlig forlængelse af torsoen, vil du sandsynligvis opleve en dyb og ægte primal frygt – samt et gensyn med dit sidste måltid.

Freud er Freud, så han forklarer naturligvis frygten for afskårne lemmer med latent kastrationsangst. Kunne man mon også forklare denne frygt med de tanker, de afskårne lemmer sætter i gang hos os?

Er man overhovedet i stand til at tænke midt i sådan et voldsomt scenarie, vil man nok undre sig over, hvordan det er sket. Hvem eller hvad har gjort det? Hvor er resten? Og i hvilken tilstand befinder det sig?

Uforudsigeligheden og unaturligheden er altså også helt centrale i Freuds karakteristik af “det uhjemlige”.

Hvorfor er klovne uhyggelige?

Uhyggelig klovnKlovnen er ikke din ven. Det ved du, hvis du har mødt Pennywise.

Hvad er det med den røde næse og krøllerne?

Uforudsigeligheden igen, såmænd. Vi kan ikke gætte cirkusfigurens næste move. Og det frustrerer os helt vildt. Vores afhængighed af forudsigelige adfærdsmønstre er på spil.

Klovnen. Hans virke består i at opføre sig spøjst. Han er sminket langt ind i helvede.

Farverne og den store næse forstærker og forvrænger hans ansigt. Vi må give fortabt på både mimik og kropssprog. Vi kan ikke tyde ham. Hvad vil han os?

Han behøver ikke at være en klovn. Han kan være hvilket som helst væsen, der opfører sig mærkeligt. Han kan være en flok lyserøde elefanter.

Uhyggelig elefantDisney tog en chance i 1941, da Dumbo kom til verden. Aldrig før og aldrig siden (med undtagelse af Peter Plys, 1968) har en Disneyfilm indeholdt lignende øjeblikke psykedelisk terror.

Elefanterne viser sig, da Dumbo og Timothy ved et uheld sovser deres sanser ind i champagne, og de er fuldstændig vanvittige. Men det virkede, og Dumbo blev en succes. Måske bærer de lyserøde elefanter en del af æren? Frygt er en stærk følelse, og mange, der har set Dumbo som børn, husker elefantparaden som noget af det, der gjorde størst indtryk.

Når det hyggelige bliver uhyggeligt

Et meget effektivt værktøj, når man skal skræmme, er den omvendte brug af virkemidler. Det vil sige brug af lyde, musik, personer eller billeder, der normalt er søde, sjove, frække eller hyggelige i en sammenhæng, hvor det bestemt ikke er tilfældet. Har vi ikke allesammen set nattevagten? Eller Dukkelise-gone-crazy-film?

Når børnesange, små børn eller lyden af deres latter optræder i en situation, hvor den absolut ikke har noget at gøre, fryser vi til.

Normalt er barnelatter en af de herligste lyde. Men hvad nu hvis du, som ikke har børn, hører latteren fra din kælder midt om natten? Eller den klassiske scene, hvor et forfærdet individ kommer ind i et rum, der er helt tomt – på nær altså et lille barn (eller måske en gammel dame), der sidder helt stille med ryggen til midt på gulvet? Hvad laver det barn der, og hvad sker der, når det vender sig om?

Malplaceret barn = ‘noget er ikke, som det skal være’.

Uhyggelige mennesker

Mennesker kan gøre grusomme ting ved hinanden. Mange gyserhistorier handler om tortur og lemlæstelse forårsaget af mennesker. Det er bestemt uhyggeligt – og ekstremt ubehageligt. Men der er en essentiel forskel på den type frygt, som eksempelvis Saw eller Hostel fremkalder i os, og den frygt vi føler, når vi ser film som Paranormal Activity eller Sinister.

Vi ved, at tortur forekommer rundt omkring i verden. Vi hører ofte om det uden at blive særligt overraskede. Det er heller ikke sjældent, at nyhedsudsendelser rapporterer om bestialske mord. Væmmelige hændelser. Og alligevel ryster disse historier ikke vores verdensbillede ret meget. Hvorfor? Fordi vi ved, at ondskab er en del af den menneskelige natur – uden at være naturligt. Ondskab vil eksistere, så længe der er mennesker på jorden. Da ondskaben hverken er forudsigelig eller naturlig, opfylder den vores betingelser for uhygge.

MEN.

De onde entiteter, der er på spil i overnaturlige film, er ikke en del af vores relativt forudsigelige verden. Og gyserhistoriernes primære formål er at få os til at tænke: Hvad nu hvis de var?

Skulle dette overnaturlige pludselig manifestere sig uden mulighed for tvivl og bortforklaring, falder korthuset sammen.

En sådan oplevelse vil efterlade intet sind upåvirket.

Det ved vi godt.

Er bøger uhyggelige?

Filmisk uhygge er piece of cake. Film har jump scares, musik, lyde, farver, kameravinkler og alle mulige andre værktøjer, der kan forstærke al den uforudsigelighed, som udgør essensen af det uhyggelige. Med andre ord – film har masser af snydetricks, der kan hjælpe os med at tabe popkornene.

Er bøger lige så gode til at skræmme os? Og hvordan gør de det uden musik og andre filmiske chokeffekter? Og til sidst: Hvad er egentlig mest effektivt, hvis man er fan af gys – bog eller biograf?

Hvad er en (gyser)forfatter?

A writer is someone who has taught his mind to misbehave.

Oscar Wilde

Jeg tror på, at det er rigtigt. Men jeg tror også på, at det samme skal være tilfældet med læseren, hvis bogen skal levere et effektivt gys. Jeg kan kun tale ud fra mit eget oplevelsesperspektiv, som i den grad er et, hvor fantasien skal tøjles for ikke at løbe helt afsted med resten af mig. Hvis du ikke har det sådan, er jeg overbevist om, at du skal øve dig, hvis en bog skal skræmme. Træn din fantasi til at løbe lidt i forvejen – helt derud, hvor du ikke længere kan se den – så tror jeg, at du vil få et dybere gys fra en bog end fra en film.

Her er 3 mulige forklaringer.

Show it, don’t tell it

Du kommer længere ind i hovedet på karaktererne i historien, og på den måde opbygger du en stærkere sympati for dem. Derfor kommer du til at dele deres uhyggelige oplevelser på et dybere niveau, end det er tilfældet i en film. En af de vigtigste regler, når man skriver bøger, er ’show it don’t tell it.’ En god forfatter skriver derfor aldrig et menneskes karakter ud med anonyme ord. Forfatteren viser figurens karakter gennem hans eller hendes handlinger og dialoger. Når du skriver en uhyggelig scene, så lad være med blot at sige, at karakteren er bange. Skriv i stedet hvordan hjertet føles i brystet på hende. Hvordan hun forgæves kradser i væg og gulv for at gemme sig endnu dybere i den krog, hun har søgt tilflugt i. Det virker meget bedre. Læseren skal altid kunne regne ud, hvad det er for en karakter, og hvordan han eller hun har det i bestemte situationer.

Filmiske jump scares er billige tricks sammenlignet med den rundfart i menneskelig psykologi, som en god forfatter vil tage dig ud på i sine beskrivelser af karakterernes oplevelse af frygt. Filmen retter sig ikke efter reglen om ikke at fortælle det. Den fortæller dig det hele med billeder. Den viser ikke, hvad der faktisk foregår inde i hovedet på kvinden, som er så skræmt, at hun er på grænsen til at miste forstanden. Det gør den dygtige forfatter, og det gør gyset godt.

Du skal selv skabe billederne

En forfatter skal naturligvis have et sprog og en fortælleevne, der holder dig fast og hjælper dig godt på vej. Men du skal gøre en stor del af arbejdet selv. Din fantasi skal selv skabe alle billederne ud fra forfatterens beskrivelser. Det er din egen opgave at afspille filmen for dit indre blik. Der er ikke nogen skærm til at vise dig billeder, spille musik eller få dig til at hoppe i sofaen.

Jeg har aldrig oplevet at hoppe af skræk, mens jeg læste en bog, men jeg oplever ofte, at mit hjerte pludselig slår hurtigere blot ved at læse en sætning, der beskriver noget uventet og ubehageligt. Derfor kan jeg mærke på min egen krop, at man sagtens kan få en adrenalinreaktion ved at læse, ligesom man får, når man ser gyserfilm. Skriveteknisk kan det foregå ved at kontrollere sætningernes længde. Når man skal understøtte intensiteten i en uhyggelig situation, skal sætningerne være korte. Det påvirker åndedrættet under læsningen. Lange sætninger virker beroligende på åndedrættet, mens korte sætninger får os til at trække vejret hurtigere. Dermed ikke sagt, at passagen skal indeholde korte sætninger for at være uhyggelig. Det kan også være en karakteristik eller en handling, der kommer bag på os. Jo mere sensitiv og fantasifuld du er, jo mere vil de uhyggelige scener påvirke dig. Når du har læst en bog, har du arbejdet i mange timer med at få den indre film til at rulle, og historien har sat sig bedre fast end en spillefilm. Derfor bliver den sandsynligvis også hos dig længere.

Desuden tilpasser bogen sig din fantasi på en måde, som ingen film nogensinde kan. Bogen er ligesom den skabning i Harry Potters univers, der bor i en kiste og forvandler sig til det, du frygter allermest. Når vi ser en film, ser vi alle den samme film. For hver bog findes lige så mange film, som der findes læsere. Din egen indre film bliver skabt på baggrund af, hvad dit sind finder mest foruroligende. Selvom man godt kan definere uhygge som uforudsigelig og unaturlighed, er konkrete forestillinger om uhygge meget individuelle. En bog er gys – custom-made.

Filmen forærer dig det hele på et øjeblik

Jeg ved ikke med dig, men jeg kan ikke læse en gyserroman på halvanden time. Filmen skal have hele historien fortalt på x antal minutter, og derfor er der kun et begrænset spillerum til at opbygge historien og den uhyggelige stemning. De 90 minutter opsummerer faktisk de to ovenstående punkter.

Halloween græskarDu kan ikke nå at grave dig ret langt ind i hovedet på karaktererne i en film. Det kan ikke lade sig gøre på den korte tid. Det er også årsagen til den skuffelse, man ofte sidder tilbage med, når man har set en filmatisering af en bog. Der manglede så meget af det, der gjorde historien fantastisk. Det føltes som om, filmen sprang fra det ene handlingsforløb til det andet blot for at få det overstået. Det virker som om, man har spildt de 90 minutter.

I bogen får du lov til at svælge i karakterens tanker og følelser, i takt med at hans eller hendes verden langsomt falder fra hinanden. Du får lov til at opleve de forskruede detaljer, der viser, at noget er helt galt. Du får lov til at arbejde. Hvor filmen forærer dig det hele, forsyner bogen dig med det, du skal bruge for at skabe hver enkelt scene – og ikke mere. Resten overlader forfatteren til din overaktive fantasi.

Og det er trods alt der, uhyggen i virkeligheden bor…

Hvis du synes om artiklen, så del den gerne med andre: