Nej, det er det ingen, der kan. Nogle tekstopgaver kræver teknisk viden på et niveau, som kun en ekspert vil kunne bidrage med. Men når det er sagt, så er det muligt at sætte sig godt ind i rigtig mange emner, hvis man er trænet i hurtigt at tilegne sig viden og gøre kompliceret indhold forståeligt for sig selv og andre. Med den træning kan en god tekstforfatter skrive om næsten alt.

Tekstforfatterens videnSom studerende på humaniora bliver man ofte spurgt om, hvad man kan bruge sin uddannelse til. Da jeg startede på filosofi og sad sammen med mit hold til en velkomsttale, sagde en gammel professor, at vi havde valgt fag med hjertet. Hvad mente han lige med det? Min fortolkning er som følger.

Vores kærlighed til faget, kombineret med vores ønske om og tro på at det kan bruges til at skabe værdi for mennesker og samfund, skal skaffe os en funktion efter endt uddannelse. Jamen er det da ikke altid sådan? Jo, men det er også sådan, at selvom en ingeniørstuderende også er vild med sit fag, så er den kærlighed ikke nødvendig. Ej heller er hans vilje til at finde et anvendelsesområde for sin kunnen, når han er færdig med at læse. Han har lært nogle ret specifikke værktøjer, og han skal blot vælge mellem de mange jobtilbud, det står klar til ham.

Nu til min pointe – det her er nemlig ikke nogen klagesang. Pointen er, at man som humanist er tvunget til at svare sig selv på spørgsmålene, ”hvad kan jeg, og hvad har jeg lyst til at bruge det til?” Og det er meget konstruktivt.

Humanisten beskæftiger sig med mennesker. Menneskers tanker og følelser. Menneskers forhold til sig selv og andre. Til naturvidenskab og religion. Til historien. Der er sjældent to streger under noget som helst og dermed ikke noget at sige til, at vores tekster er omfangsrige og abstrakte. Det tog nogle år, men langsomt fandt jeg ud af, at det jeg kan, i form af metode og værktøj, er, at stå over for store mængder tekst, gennemarbejde den hurtigt og samtidig skabe mig et overblik over indholdet. Og det er en god egenskab, når man tilbyder en sin service som tekstforfatter.

Jeg kan ikke vide, hvad du gerne vil have din tekst til at handle om. Men jeg ved, at uanset hvad dit emne er, så er jeg en trænet researcher, læser og formidler af kompleks information, og jeg har lyst til at bruge og udvikle den evne. For mig er det at skrive lig med at anvende min viden og samtidig tilegne mig mere gennem research. En god tekstforfatter skal have lyst til at skrive. Også i det usandsynlige tilfælde at Google pludselig annoncerer, at de lukker og slukker i morgen. Interessen for sproget skal komme før interessen for at tilfredsstille en søgemaskine. Heldigvis er Google helt enig med mig. Google belønner i dag i langt højere grad end tidligere gode tekstforfattere, der gør sig umage med at skrive informative, fængende tekster til brugeren. Det er tydeligt at se, når en tekstforfatter skriver blot for at tjene penge. Teksterne er kedelige og overfladiske. Enhver kan skrive sådanne tekster. De er skrevet med det ene formål at gentage et bestemt ord eller en vending. Resten er bare fyld. Ligegyldigt. Selvfølgelig skal en god tekstforfatter gøre det let for Google at finde teksten, men det skal hverken være på bekostning af dybde eller kvalitet.

Jeg har læst en artikel på en blog, der handler om forskellige aspekter af søgeoptimering. Artiklen er skrevet af en fyr, der hedder Morten. Den er nogle år gammel men stadig meget aktuel. Morten fortæller, at han skulle bruge nogle tekster til sites om arganolie og hårkur. Han havde ikke tid til at skrive dem selv og bestilte derfor artikler hos flere forskellige tekstforfattere. Indirekte kalder Morten sin oplevelse med bestilt tekstarbejde for et mareridt. De tekster, han fik, var netop overfladiske og fyldt med forkerte informationer om produkter og ingredienser. Morten har sikkert været uheldig at fange tekstforfattere, som hellere skriver for Google end for Mortens læsere og kunder. Dernæst har disse tekstforfattere med al sandsynlighed ikke været særlig gode til at researche og sætte sig ind i kompliceret stof. Når man skriver en tekst, er der mange ting, der skal gå op i en højere enhed. Dybde og faglighed er én af dem. En god tekstforfatter sætter en ære i begge dele og kan samtidig gøre sin tekst yderst søgemaskinevenlig. Og hvis han eller hun ikke mener at kunne opfylde sine egne og kundens høje krav på disse områder, skal vedkommende høfligt afvise opgaven.

Tekstforfatterens kompetencerJeg vil afslutte med at svare personligt på mit eget spørgsmål – nej, jeg kan ikke skrive om alt. Men jeg har beskæftiget mig med mange fagområder gennem mit studie. Jeg har været rundt om flere forskellige fakulteter og institutter, før jeg fandt min hylde. Der var alt for mange alt for spændende ting at vælge imellem. Jeg er ikke stolt af det, men jeg anser det heller ikke for spild af tid. Tværtimod. Det gør blandt andet, at jeg i dag kan tilbyde min service som tekstforfatter til dig, der vil have gode, lange tekster til blogs eller websider. Alle mennesker kan tvinge ord ned på en blank side, men det er slet ikke alle tekstforfattere, der kan sætte dem sammen, så de virker.

Hvis du vil vide mere om, hvilke fagområder jeg har indgående kendskab til, kan du læse om dem i artiklen, der indeholder din tekstforfatters faglige og personlige kompetenceprofil.

Hvis du synes om artiklen, så del den gerne med andre: