Velkommen til anden del af SEO-guide for begyndere. I første del af SEO-guiden gennemgik vi en væsentlig del af baggrunden for, hvordan og hvorfor Google rangerer søgeresultater, som den gør.

Nu er du klar til at få fingrene i mulden. Du skal i gang med søgeoptimeringen af din egen webside.

Ikke overraskende kaster vi os direkte ud i den del af søgemaskineoptimering, der har at gøre med indholdsproduktion. God tekst er vigtig. En webside uden information, inspiration, underholdning og historier er som en sækkestol uden polystyrenkugler.

En temmelig flad oplevelse, som aldrig får en eneste hyldemeter i Google.

Så hvad er god tekst?

Svært at svare på. Meget kommer jo an på den, der læser. Men generelt gælder det, at indholdet på de bedst placerede sider i Google lever op til følgende:

  • Det er brugbart og informativt i forhold til søgningen.
  • Det er troværdigt og linker kun ud til troværdige kilder.
  • Det er velstruktureret, letlæseligt og korrekturlæst.
  • Det er skrevet med tanke på læserens behov og ikke afsenderens eller søgemaskinens.
  • Det er unikt, dvs. hverken kopieret fra andre sider eller masseproduceret.
  • Det rummer et nyt perspektiv på emnet.

Læg mærke til de to sidste punkter.

Du tror det måske ikke, men det er ikke særlig svært at skrive et stykke unik tekst. Udfordringen kommer med kravet om det nye perspektiv. Det er nemlig her, originaliteten opstår. Hvis du vil have inspiration til at pakke dit budskab personligt ind, så læs med her.

Tekstindholdet på din webside omfatter dine webtekster, produktbeskrivelser, billedtekster, blogartikler, biografier og andre tekster, korte eller lange. Giv dem kærlighed og opmærksomhed fra begyndelsen.

Apropos begyndelsen, så skal vi tale lidt om den søgeordsanalyse, du skal have på plads, før du sætter dig ved tastaturet.

Sådan laver du en simpel søgeordsanalyse

Du skal vide, hvad folk søger efter for at finde det, du tilbyder. Du kan godt nørde søgeordsanalyse ned under gulvbrædderne, men det behøver du slet ikke for at komme i gang.

Nem søgeordsanalyseDet eneste, du skal bruge, er Google søgning, som er et meget undervurderet værktøj til keyword research.

Først skal du kende til tre typer keywords:

  • Generelle søgeord / short-tail-keywords (1-2 ord)
  • Specifikke søgeord / middle-tail-keywords (3-4 ord)
  • Meget specifikke søgeord / long-tail-keywords (4+ ord)

Hvis du sælger biler, kunne generelle søgeord eksempelvis være ”brugt bil” eller ”online bilforhandler”, mens en meget specifik søgefrase kunne være ”køb brugt Ford Focus 2015 København”.

Hvis du forestiller dig, at de forskellige typer keywords udgør forskellige dele af en T-rex hale, bliver det lidt sjovere at kigge på en ellers kedelig graf:

Long tail keywords

Korte søgninger

Som regel gælder det, at jo mere generelt et søgeord er, jo højere er den månedlige søgevolumen også. Konkurrencen er derfor større, og de generelle søgeord er de sværeste at rangere på.

De korte søgninger er også uspecifikke i forhold til intentionen, som ofte er meget højt oppe i salgstrakten. Brugeren er måske i researchfasen, hvor hun samler information eller sammenligner produkter. Tænk bare på søgningerne “brugt bil” og “online bilforhandler” fra før.

Længere søgninger

Jo mere specifikt et søgeord er, jo lavere er den månedlige søgevolumen også. Derfor er der heller ikke så meget konkurrence om pladserne.

Men fordi søgningen er specifik, kan du nemmere gætte dig til intentionen bag søgningen og dermed tilpasse dit indhold til den. Ofte indikerer en long-tail-søgning også en købsparathed, som du kan udnytte. Som eksempelvis “køb brugt Ford Focus 2015 København” fra før.

Du bør planlægge dit indhold omkring en blanding af korte og lange keywords. Mange SEO-begyndere vælger udelukkende søgeord ud fra søgevolumen og går derfor glip af en masse relevant trafik. Men nu ved du bedre.

Ram intentionen

I del 1 talte vi om vigtigheden af intention i forhold til søgninger. Google vil mægtig gerne kunne udregne intentionen bag søgninger, fordi det er nøglen til at kunne vise det perfekte resultat øverst.

Intention kan opdeles i følgende tre kategorier:

  • Information (om hvad som helst)
  • Sammenligning (mellem produkter, services, tjenester; ofte som forberedelse til køb)
  • Transaktion (intention om køb)

Vi talte også om, at Google bruger sine mange års erfaring og store mængder data til at matche søgning og resultat.

Det skal du udnytte nu.

Foran dig har du et dokument, hvor du har brainstormet keywords med dig selv. Du har skrevet ned, hvad du tror, dine kunder leder efter og søger på i Google for at finde dig.

Prøv så at skrive hvert enkelt ord eller frase ind i Googles søgefelt. Lad i første omgang være med at trykke ’enter’, men noter dig Googles forslag. Disse forslag er nogle, som ofte er blevet søgt frem før. Blandt dem kan du finde inspiration til flere keywords, og du finder måske også ud af, at du skal justere dine egne formuleringer for at ramme kundernes sprog.

Tryk så ’enter’ …

… og studer resultaterne til hvert af dine keywords. Ved at gøre det finder du ud af:

  • hvilken intention der ligger bag søgningen.
  • hvilken type indhold der optager de bedste placeringer.
  • hvem dine største konkurrenter er.

Viser Google korte artikler, lange artikler, listicles med tal i overskriften, produktsider, videoer, billeder, infografik eller andet? Indhold som artikler og infografik indikerer en intention om at få information, mens produkt- og kampagnesider indikerer en intention om at købe noget.

Ud fra denne viden skal du nu beslutte, hvilke keywords og fraser du vil skrive landingssider til, og hvorvidt denne landingsside skal være en artikel eller en produktside. En landingsside er en særlige side, som du har optimeret med SEO-tekst.

Hemmeligheden bag effektive SEO-tekster

I princippet er alle dine websidetekster SEO-tekster. Når man kalder en tekst for en SEO-tekst, er det, fordi teksten skal have en fordel i forhold til en specifik ordkombination.

Kan du så bare fylde teksten til randen med dine søgeord og holde fri resten af dagen?

Nixen.

Tænk over det – ville du gide at læse sådan en tekst? Og hvis du ikke gider, gider Google heller ikke vise den. Derfor handler det om at gide bruge tid på sin tekst.

Tricket bag enhver god og langtidsholdbar SEO-tekst er at skrive en tekst, mennesker har lyst til at læse. Indholdet skal altid være din førsteprioritet. Imens du skriver – eller bagefter – skal du flette dine primære søgeord ind, hvor det passer i sammenhængen.

Men du skal også huske de relaterede ord.

Primære og sekundære keywords

Jeg kan gode lide at male. Når jeg søger efter information om malinger og deres kvaliteter, forventer jeg, at ordet ‘maling’ indgår i teksten. Jeg forventer også, at ord som cyanblå, cadmiumgul, pastelfarver, pigmentering og dækkeevne forekommer i teksten.

Selvom disse relaterede ord og synonymer er sekundære søgeord, er de ikke mindre vigtige at få med i SEO-teksten.

Ser du, Google har nok data i maven til at kunne gruppere ord og informationsklynger. Den ved, hvornår det er naturligt at forvente, at én information forekommer sammen med en anden.

Inspiration til disse sekundære, relaterede ord finder du i Google, når du laver din søgeordsanalyse.

Der er delte meninger om, hvor lang en SEO-tekst skal være.

Der findes ikke noget korrekt svar, og den optimale længde for dig kommer an på to ting: din arbejdsmoral og dine søgeord. Især SEO-bureauer arbejder efter laveste-sted-i-gærdet-indstillingen og sigter gerne efter maksimal effekt med færrest ord. Vi, der knuselsker det skrevne ord, kan bedre lide bedste-oplevelse-for-læseren-indstillingen.

Du vælger selv.

Formålet med en landingsside

Landingssiden kan have flere formål.

Nogle gange er formålet at gøre de besøgende opmærksomme på din eksistens, så du omdanner dem til potentielle kunder. I så fald kan landingssiden indeholde spændende information om dig og din virksomhed og skal også rumme kontaktinformation.

Hvis siden skal sælge, fortæller den om et specifikt produkt og linker måske videre til indkøbskurven eller kontaktsiden, hvis dit salg foregår gennem sådan en.

Her kan du læse mere om, hvad landingssider er, og hvordan du skaber en magisk en af slagsen. Efter en prøveperiode kan du justere tekst og landingsside til, når du ved, hvad der trækker mest relevant trafik til og dermed konverterer bedst.

Hvordan finder du så ud af det?

Brug gode SEO-værktøjer

En håndværker er ingenting uden sit værktøj.

Og SEO er i den grad et strabadserende håndværk.

Jeg vil anbefale dig at benytte Google Analytics og Google Search Console, hvor du kan oprette gratis konti og få alverdens information om din webside, lige fra teknik til trafik.

Når du bruger tid og kræfter på at arbejde med SEO vil du også gerne vide, hvordan det går med dine placeringer:

Bliver de bedre? Hvor meget bedre? Hvilke sider ranker på forskellige søgninger? Og er det dine søgeoptimerede landingssider og SEO-tekster, der kommer frem? Hvor går det knap så godt? Hvordan går det med konkurrenternes placeringer på de samme keywords?

Du skal have fat i et SEO-værktøj, som kan give dig et overblik over din websides rangering på dine keywords over tid.

Vælg et SEO-værktøj, der passer til behov og budget

Der er masser af SEO-værktøjer derude. Blandt sværvægterne finder du blandt andet Moz og Ahrefs. Fantastiske værktøjer med alle de features, der findes i en SEO-eksperts våde drømme. De kan hjælpe dig med alt, undtagen at brygge din kaffe og tørre op efter dig, hvis du spilder.

Men da du først lige er ved at finde vej ind i SEO, vil du sandsynligvis kun kunne benytte dig af meget få at disse features. Og prisen – ja, den får dig til at kravle ned under dynen og kalde på din moar.

Moz og Ahrefs har hver en lille pakke, som du kan få for knap 700 kr. om måneden, mens Ahrefs største pakke koster knap 7000 kr. pr. måned. En meget overskuelig pris, hvis man er Coca Cola, McKinsey eller Novo. Men du og jeg har jo ikke den slags tal i bankbogen til at kaste efter et SEO-værktøj, vel?

Hvis du først lige har sat din webside i søen, har jeg et godt forslag til et billigt SEO-værktøj, der dækker dine behov. Jeg ved det, for jeg har selv været med til at udvikle det.

Det hedder SEO Score.

SEO Score - Screenshot

Lad mig fortælle dig lidt om, hvordan SEO Score kan støtte dig i dit arbejde med søgeoptimering.

Et intuitivt rank tracker tool

SEO Score kan bedst beskrives som en luksusudgave af det, man kalder en rank tracker. En rank tracker er et værktøj, der viser din Google-placering på alle de keywords, du ønsker at følge.

SERP view - Screenshot

I dit SEO Score kontrolpanel finder du en overskuelig graf, der tydeliggør udviklingen – både pr. keyword og som en gennemsnitlig graf over alle de keywords, du følger. Rangeringerne opdateres hver dag, så de er friske som lunt morgenbrød, når du kigger på dem.

SEO-score

Alle de websider, du følger, får en SEO-score. Det er et procenttal, som giver dig en fornemmelse af websidens performance. Hvis tallet er højt, betyder det, at du udnytter en stor del af sidens potentiale for at rangere, samt at siden sidder solidt på en god placering i Google.

Keyword-view

På et særligt keyword-view får du information om hvert enkelt keyword. Du får at vide, hvilken webside (URL) der rangerer på det pågældende keyword. Det er vigtigt, fordi det jo helst skal være en særligt designet landingsside, der rangerer bedst. Hvis en tilfældig URL på din webside bliver vist i stedet for din landingsside, kan det gå ud over konverteringen. Her er der måske tale om et tilfælde af søgeordskannibalisme, som du må gøre noget ved.

Keywords view - Screenshot

Ud for den rangerende URL får du vist optimeringsforslag, der kan fremme din placering. Optimeringsforslagene kommer vi tilbage til om lidt.

Yderst til højre ser du en fiks lille graf over det pågældende keywords udvikling. Når du klikker på grafen, får du den vist i en større udgave.

Keyword view - Screenshot

Under fanen ‘keywords’ findes også info om fx søgevolumen og konkurrenceniveau for hvert søgeord, hvis du overvejer at betale for annoncer i Google Ads.

Competitor-view

Du skal naturligvis også kunne holde øje med dine konkurrenter. Derfor har SEO Score et competitor-view med en liste over keywords til venstre og et grafisk overblik over de 10 øverste resultater til højre.

Competitors view - Screenshot

Du skal selvfølgelig helst være blandt de 10 første resultater, således at du kan se dig selv og 9 konkurrenter.

Nedenunder er endnu et listeview, hvor du tydeligt kan se de 10 første resultater, deres titel samt et snapshot af resultatet, som det ser ud ved en Google-søgning. Smart, ikke?

Husk, at de 9/10 øverste resultater ikke nødvendigvis er dine konkurrenter. Eksempelvis kan Wikipedia være at finde i top-10, og Wiki er kun en konkurrent, hvis du også driver et opslagsværk.

Det kan også være, at din lille virksomhed udmærker sig ved en personlig service, et sortiment eller særlig ekspertise på et bestemt område, og at det derfor ikke giver mening at sammenligne dig med en meget stor virksomhed – heller ikke selvom denne sælger nogle af de samme produkter eller services.

Med SEO Score får du overblikket og kan hurtigt pege dine egentlige konkurrenter ud i mængden.

Optimeringsforslag

I keyword-viewet giver SEO Score dig også optimeringsforslag til hver enkelt rangerende URL. Forslagene kan hjælpe dig med at opnå en endnu bedre placering.

Optimization suggestions view - Screenshot

Optimeringsforslagene har at gøre med sidens metadata. Metadata er den overskrift og lille teaser, du skriver til hver tekst, du udgiver på din webside. Metadata er egentlig små tekster, du skal skrive ind i din websides HTML. Men heldigvis kommer de fleste content management-systemer (fx WordPress og Joomla) dig til undsætning med brugervenlige tekstfelter til at skrive metadata ind i.

Overskriften kaldes for sidens titel eller title tag, mens teaseren kaldes metabeskrivelsen. Metadata er ikke som sådan en rangeringsfaktor, men de har alligevel en stor betydning for din placering.

Lad mig forklare dig hvorfor.

Metadata

Når du søger i Google, har du kun overskriften og teaseren at vælge dit resultat ud fra. Hvis de er fængende og rammer dit behov, klikker du på resultatet. Hvis ikke, vælger du et andet resultat. Det har betydning for de respektive resultaters Click-Through-Rate.

Hvis du klikker på et resultat, hvor overskrift og teaser ikke holder, hvad de lover, hopper du tilbage til listen med resultater med det samme. Det bidrager negativt til denne sides bounce rate og dwell time.

Du ved fra del 1, at CTR, bounce rate og dwell time er væsentlige rangeringssignaler for Google, og derfor kan du også godt se, hvorfor det er vigtigt at gøre sig umage med både indhold, struktur og længde på metadata.

SEO Score gør dig opmærksom på tilfælde, hvor du enten ikke udnytter metadata-pladsen optimalt eller er kommet til at fylde for meget tekst på. Det får dig til at overveje titlens og teaserens indhold en ekstra gang, så de bliver skarpe som salpetersyre.

Er du international?

I 2017 fjernede Google muligheden for at vælge resultater på forskellige sprog og fra forskellige lande. Før kunne du manuelt vælge at se resultater fra eksempelvis Belgien eller Storbritannien, hvis du havde en interesse i at overvåge dine rangeringer her.

I dag er du nødt til at benytte en rank tracker, hvis du markedsfører dig selv på tværs af grænser.

I SEO Score kan du oprette det samme websted flere gange og vælge et nyt sprog eller land hver gang. Systemet simulerer søgninger på andre sprog og viser dig de præcise rangeringer.

Sites view screenshot

Miniguide til linkbuilding

Linkbuilding er en af hjørnestenene i SEO-pyramiden.

Linkbulding kan foregå på din egen webside, og det kan foregå på andre websider. Når du linkbuilder på din egen side, kaldes det for intern linkbuilding. Når du skaffer links fra andre websider, kaldes det ekstern linkbuilding eller bare linkbuilding.

Lad os starte med ekstern linkbuilding, da vi allerede har strejfet det i del 1.

Ekstern linkbuliding – sådan får du backlinks

Du husker fra del 1, at et backlink er en ekstern anbefaling af dit indhold og dig som afsender.

Linket skal gerne komme fra en kilde, som arbejder i eller i hvert fald har en relation til din branche. Kilden skal selv drive en god webside fyldt med godt indhold, der er interessant for målgruppen. Og så er det en dårlig ide at betale for links, hvis ikke kilden gør tydeligt opmærksom på, at du har gjort det.

Men hvordan gafler du backlinks, hvis du ikke bare kan smide penge efter problemet?

Forfat en gæsteartikel

Sæt dig foran skærmen, og kokkerer noget kreativt at tilbyde andre websider. Det kunne eksempelvis være en gæsteartikel eller en infografik, som en anden webside vil have gavn af at udgive. Ankerteksten kan være dit navn (byline), dit firmanavn eller en frase i teksten, som passer godt med dit eget indhold.

Ankerteksten er det, læseren kan klikke på, og som sender ham videre til din hjemmeside.

Gæsteblogging er ikke nogen ny strategi i jagten på backlinks, men den er stadig aktuel. Når du gæsteblogger, indgår du en art partnerskab med en anden webside-ejer. Hun får en god artikel gratis, mens du får et SEO-booster-backlink ud af aftalen. Win-win-situation.

Jeg vil ikke lyve for dig: Linkbuilding via gæsteartikler og infografik er ikke nemt. Slet ikke. Det tager tid at finde folk, der er villige til at indgå den slags partnerskaber.

Danmark er et lille land, og dansk er et miniput-sprog. Derfor er konkurrencen større, og mange webside-ejere foretrækker penge i hånden frem for en byttehandel. Men når du spørger vidt og bredt, skal du nok finde nogen, der vil udgive din artikel.

Ved du hvad?

Jeg giver dig lige en hjælpende hånd med de der gæsteblogsider.

  • Giver det mening for dig at gæsteblogge om børn, babyudstyr, familie, graviditet eller småbørns sundhed, så klik her.
  • Passer det bedre til din forretning at blogge om et emne inden for dansk erhvervsliv, så klik her.
  • Er indretning og dansk design din store passion? Så klik her.
  • Når du kender en genvej til at spare penge på den ene eller anden måde, så klik her.

Promover dit indhold

En anden strategi er at udnytte de sociale medier til at promovere dit indhold og opnå links og delinger ad den vej. Du kan godt linke til din egen webside fra fx Facebook, men det tæller desværre ikke.

Skriv en testimonial

Har du været kunde hos en virksomhed, så tilbyd at skrive en anbefaling (testimonial) til gengæld for et link til din webside. Testimonials er med til at højne virksomhedens EAT-score, og der er derfor stor chance for, at du får lov til at aflevere et par roser med link den anden vej.

Benyt broken-link-metoden

Når du researcher og søger inspiration, støder du måske på et link, der ikke virker. En link virker ikke, hvis du får en fejlbesked, evt. sammen med tallet 404. Hvis det ødelagte link skulle have ledt sidens besøgende til en webside, hvis indhold, målgruppe og budskab minder om dit, så grib muligheden.

Kontakt ejeren af websiden, informer om det ødelagte link, og fortæl, at et link til din webside er en fremragende erstatning. Det kaldes også for broken-link-metoden.

Kommenter på (follow)blogs

Husker du forskellen på follow- og nofollowlinks fra del 1? Du ved, dem der sender SEO-værdi vs. dem, der ikke gør?

Mange blogsites giver dig mulighed for at kommentere på artiklerne. De fleste giver dig dog kun et nofollow-link til gengæld. Men ikke dem allesammen. Hvis du kan finde nogle, der forærer dig et follow-links, så skynd dig at skrive en begavet kommentar.

Stjæl fra konkurrenterne

Hvis dine konkurrenter har en bedre placering end dig, skyldes det, at deres indhold er lidt bedre, og at de har flere gode backlinks.

Indholdet kan du ikke stjæle, men du kan godt nuppe deres backlinks. Denne strategi kræver, at dit SEO-værktøj kan finde og liste dine konkurrenters backlinks.

Kan SEO Score hjælpe dig her? Naturligvis.

Backlinks view - Screenshot

Under fanen ‘Backlinks’ til venstre kan du indtaste konkurrentens URL og bede om at få backlinks retur. Hvor mange backlinks du får afhænger af størrelsen på dit abonnement.

Hent konkurrenters backlinksDa I arbejder inden for samme branche, vil mange af konkurrenternes backlinks også være relevante for dig. Med listen i hånden kan du begynde at kontakte ejerne bag de websider, din konkurrent har links fra.

Hvis din konkurrent har skrevet et gæsteindlæg, så spørg, om du også må skrive et. Måske er du så heldig, at du selv kan oprette en profil og udgive en artikel. Hvis din konkurrent har oprettet sig i et katalog over virksomheder, der tilbyder en bestemt service, så tilføj din egen til kataloget. Og så videre.

Der vil være nogle, der beder om betaling for et backlink. Så er det op til dig at beslutte, om linket er pengene værd.

Sørg for at få en blanding af follow- og nofollowlinks, så det ser naturligt ud. Husk også at variere ankerteksterne, så din linkprofil ikke lugter af spam.

Intern linkbuilding – link mellem dine egne artikler

Ekstern linkbuilding hører ind under såkaldt off-page-SEO, som er det SEO-arbejde, du udfører på andre websider.

Når du laver on-page-SEO, forlader du aldrig din egen webside. Til on-page-SEO hører derfor indholdsproduktion og teknisk SEO. Intern linkbuilding betyder linkbuilding på din egen webside og er derfor også en on-page-SEO-disciplin. Interne links er strategiske forbindelser mellem dine egne tekster.

Hvorfor skal du bruge energi på at fifle rundt med link på din egen webside? Fordi optimal intern linkbuilding kan flytte næsten lige så store bjerge som backlinks. Du kan nemlig også sende SEO-værdi rundt mellem dine egne tekster – og dem er du jo heldigvis selv herre over.

Ligesom Google værdsætter din hjælp til at forbinde nettes gode ressourcer, belønner den dig også for hjælp med at finde dit eget indhold.

Optimal linkstruktur

En grov skitse over god linkstruktur ser sådan ud:

  • Link fra forsiden til kontakt, betingelser og kategorier.
  • (Evt. link fra kategorier til underkategorier).
  • Link fra kategorier/underkategorier til produkter eller blogartikler.
  • Link mellem relaterede blogartikler på specifikke ankertekster.
  • Link fra dit mest lækre indhold til relevante kampganesider.

Når du har en side, som skal rangere godt, eller som allerede konverterer godt, så boost den med ekstra værdifulde interne links.

Hvilken type links sender så mest værdi videre?

  • Links fra brødtekst
  • Links fra friske artikler
  • Links øverst i teksten
  • Links fra sider, der selv har gode links til sig (backlinks eller interne links).

Link fra gammelt til nyt, og udnyt et godt backlink

Hver gang du poster en ny artikel på din blog, så link til et par af dine gamle artikler på relevante ankertekster. Sådan holder du liv i gamle posts, selvom de har måneder eller måske år på bagen. En kampagneside, som skal performe her og nu, vil også få bedre chancer, hvis du sender den et link fra en frisk artikel.

Hvis du tidligere har fået et godt backlink til fx en genial guide på din webside, kan du faktisk godt sende noget af backlinkets værdi videre fra guiden, når en anden side har brug for en indsprøjtning. Link videre fra guiden til den pågældende artikel, og hold øje med dens placering.

Nå …

Hvad synes du?

Jeg kender det godt – det kan godt føles som en stor mundfuld med sådan en omgang SEO-guide.

Tag fat der, hvor det giver mening for dit projekt. Og arbejd dig så frem i dit eget tempo. Jeg er sikker på, at du vil kunne se det på dine placeringer, lige så snart du begynder – uanset hvor du starter.

Du er übercool. Det bliver SÅ godt.

Hvis du synes om artiklen, så del den gerne med andre: