Fejl i nutids-r hører til blandt de hyppigst forekommende grammatikfejl i det danske skriftsprog.
Det skyldes, at man, for mange udsagnsords vedkommende, ikke kan høre forskel på, om ordet ender på -r eller ej.
Fejlen er ikke særlig svær at komme til livs, og jeg er sikker på, at dens udbredthed skyldes sjusk, ikke uvidenhed. Folk gider ikke bruge tid på at erstatte de drilske udsagnsord med nogle, der afslører sig selv.
Hvis du er i tvivl om, hvorfor jeg har skrevet ‘hører’ i det første afsnit og ‘høre’ i det andet, skulle du prøve med prøven. Erstat ‘høre’ med ‘prøve’, og du kan med det samme høre forskellen. Og ja, hvis du vil skrive korrekt, må du gøre det hver eneste gang, du er i tvivl om nutids-r.