Landingssider og SEO hører sammen som kaffe og mælk. En landingsside er en tekst med eller uden grafik, hvor du har optimeret teksten til en bestemt søgefrase. Du bør lave en landingsside, hvis du eksempelvis kører en kampagne på et produkt eller en service. Landingssiden er der, hvor folk lander, når de klikker sig videre fra Googles søgeresultater. Du bør også lave landingssider til populære søgninger (både generiske og l0gn tail), der konverterer godt hos dig.
Ofte gælder det, at landingssiden, for at have optimal SEO-effekt, også skal have en vis længde. Samtidig er det vigtigt at tænke søgeintentionen med ind, når du laver dine landingssider. Det er nemlig sådan, at Google viser de resultater, der bedst matcher den intention, brugeren har med sin søgning. Således vil en informationsrig landingsside rangere bedre på søgninger, hvor intentionen er at indsamle viden. Derimod vil den performe skidt, hvis brugeren er på jagt efter et bestemt produkt, en webside eller et sted.
Forestil dig, at du er cykelhandler, og du vil gerne rangere på ‘punkteret dæk’. Du laver en fantastisk landingsside med en god tekst og flotte billeder og håber på horder af folk med punkterede cykler foran din dør.
Men der kommer ingen.
Det skyldes sandsynligvis, at en søgning på ‘punkteret dæk’ kommer af intentionen om at finde en gør-det-selv-guide til at lappe sin egen cykel. Det ved Google, og derfor vil YouTube-videoer og how-to-artikler rangere langt bedre end din landingsside.
Landingssider hører sammen med SEO – som hører sammen med intention!