Når jeg læser, at linkbuilding er svært, mærker jeg ufrivillige trækninger i visse miniskule ansigtsmuskler. For det er en underdrivelse så stor som visse transatlantiske præsidenters ego.

Linkbuilding er et mareridt. Ikke op ad bakke. Op ad bjerg. Mount Everest uden ilt.

Det kræver en masse tid og arbejde, men det er ikke derfor, det er uhyggeligt.

Det er et mareridt, fordi er der foregår så mange narrestreger på nettet. Lad mig fortælle dig lidt om de her narrestreger.

Backlinks, der koster penge

Vent … Jamen hov … Koster links penge?

Ja, mange websider opkræver et pengebeløb for at poste en artikel med et link. For mange websideejere og bloggeres vedkommende er det selve eksistensgrundlaget, og pengene er vigtigere end kvaliteten af indholdet. Men du, som står over for at skulle linkbuilde, pas på!

Ifølge Google er enhver form for betalt link, der overfører værdi til din webside, forbudt. Det gælder også sponsorerede artikler. Du må ikke betale dig til mere linkjuice! Hvis Google opdager dine skyggeaktiviteter, får du en straf. Straffen vil med al sandsynlighed være et svimlende fald i SERP. Avs!

Men vi ved jo godt, at det foregår. Og det er op til os, om vi vil tage chancen og betale for vores links. For de betalte links virker. Jeg kender til brancher, hvor den eneste mulighed for avancement i Google er at punge ud. Sælger du babyudstyr og legetøj, er der ingen vej udenom. Hvorfor? Fordi alle andre gør det. Selvom man ikke må.

Bliver de ikke opdaget? Jo, en dag gør de. Jeg tror, at den største grund til, at de endnu kan slippe afsted med det, er sproget. Dansk er et minoritetssprog i søgemaskinerne, og Google er naturligvis skrappest til engelsk og verdens andre store sprog. En dag bliver de opdaget.

Falsk markedsføring

Hvad er så grunden til mit syrlige opstød omkring linkbuilding?

Den falske markedsføring.

Jeg gæsteblogger på en del anderkendte websider, der behandler emner som kommunikation, SEO, content marketing og copywriting. Jeg afleverer artikler der, fordi jeg interesserer mig for emnerne, og fordi jeg synes, der er spændende at bidrage. Jeg gør mig umage med alle mine artikler, og ja, jeg plejer samtidig min linkprofil. Men jeg har aldrig betalt for et backlink. Og jeg håber sørme heller ikke, at det en dag bliver nødvendigt.

Når man linkbuilder efter best practices, er man altid på udkig efter nye steder at bidrage med godt indhold. Derfor fanger det mit trænede øje, når jeg ser et opslag på en relevant webside, hvori der står, at jeg kan blive gæsteblogger. Jeg henvender mig til ejeren bag websiden og forklarer, hvem jeg er, og hvad jeg laver. Jeg præsenterer også mine ideer til det gæsteindlæg, vedkommende næsten allerede har givet mig lov til at lave ved at byde mig ind som gæsteblogger.

Og her kommer så humlen i historien. Ejeren er superpositiv i sin respons og slutter af med at oplyse mig om, at et link koster 1000 penge. Er det mon noget, jeg har lyst til, og hvor mange links er jeg interesseret i?

Ingen, tak.

Til alle dem, der larmende tilbyder at udgive gæsteartikler uden også at fortælle om den lyssky forretning, de driver – fy, skam jer.

Og til jer, der overvejer at gribe dybt i brønden efter 1000 lykkepenge – gør det ikke. Der er en stor risiko for, at det ender ulykkeligt.

Hvis du synes om artiklen, så del den gerne med andre: