Alle passionerede skribenters fjende no. 1 – og hvordan du tackler den

Jeg skriver hver dag. For andre og for mig selv. Der er mange måder at skrive på. Måske er du forfatter af den aspirerende slags. Måske er du content marketer eller blogger. Måske er du tekstforfatter som jeg selv. Hvis dit liv også er én lang forelskelse i, hvad man kan gøre med ord, har vi en fælles fjende.

You. Are. Ridiculous.

Jeg kan godt lide Bridget Jones. Godt nok er det kluntede og socialt akavede stærkt karikeret, men jeg er alligevel ombord. Har du set den? Hvis du ikke har, eller hvis du ikke er fan, så hæng på lidt endnu. For selvom Bridget ikke har ordet i sin magt, tror jeg alligevel, at hun rammer en nerve hos os begge to.

På et tidspunkt i filmen er hun på vej til fest. I bilen tænker hun på noget, hun er bange for: Hvad nu hvis nogen pludselig siger, at hun er for latterlig til at være der…?

Bridget Jones, you are ridiculous!

Jeg har ikke voldsomt meget tilfælles med Jones, men som skribent deler jeg hendes frygt – og præcis den tanke, hun har i bilen, har jeg hver dag. Og er du også født med passion for sprog, historier og litteratur, ved du, hvad jeg taler om.

Tvivlen på kvaliteten af din egen tekst.

Tvivlen – writer’s doubt

Er der nogen, der gider læse det, jeg skriver? Er jeg god nok til at forklare mine pointer? Lyder det dumt? Er det fladt? Kan jeg overhovedet skrive det? Er der en bedre måde at skrive det på, som jeg bare ikke kan få frem, uanset hvor mange gange jeg redigerer i skidtet? Bør jeg skrive mere, som de andre gør? Er min stil helt ved siden af? Er min stil noget, der tiltaler andre, eller er den for meget? For lidt? For anonym? For meget mig? Ryster folk på hovedet, når de læser mine artikler? Keder de sig? Mon folk er helt uenige i det, jeg skriver? Tager folk min tekstforfatning seriøst? Kan de bruge mine artikler til noget? Får min tekst folk til at tænke?

Er det, jeg skriver, godt nok?

De her mange spørgsmål er blot en lille del af min writer’s doubt. En tvivl, som jeg deler med skribenter over hele verden. Selv prisvindende journalister og succesfulde forfattere. Man skulle tro, at jo mere succes og anerkendelse man får, jo mindre tvivl vil der være i skriveprocessen. Men nej. Sådan fungerer det åbenbart ikke.

I have spent a good many years—too many, I think—being ashamed about what I write. I kept hearing Miss Hisler asking why I wanted to waste my talent, why I wanted to waste my time, why I wanted to write junk. I think I was forty before I realised that almost every writer of fiction and poetry who has ever published a line has been accused by someone of wasting his or her God-given talent.
—Stephen King, On Writing

Selv store forfattere – historiske og nulevende – fortæller, at forsøget på at bekæmpe writer’s doubt er ligesom at danse hele natten med Ælde fra den nordiske mytologi. Det kan bare ikke lade sig gøre. Tvivlen er et paradoks: konstant og altid til stede, men i varierende styrke. Kunsten er at leve med den og ikke lade den stå i vejen.

Men hvordan?

Jeg har et par ting, jeg plejer at messe for mig selv, når jeg har ekstra nære kampe med tvivlen. Hvert punkt er en slags mantra, som virker ret godt. Jeg bruger ikke dem allesammen på én gang. Hvilket ‘modangreb’ jeg vælger afhænger af situationen.

Måske du også kan bruge dem?

Du skal ikke sammenligne, du skal lære

Tvivl stjæler din tid, din energi og din opmærksomhed. Alt det kunne du i stedet have brugt på at læse og skrive dig bedre.

Fokuser mindre på at sammenligne dig selv med andre skribenter og mere på at få øje på det, du kan lære af dem. Tvivl og misundelse skygger for din nysgerrighed. Og det er skidt, når du skal udvikle dig som skribent. Stephen King (en af mine yndlingsreferencer!) skriver, at hvis du ikke har tid til at læse, har du ikke tid til at skrive. Hans konstatering handler ikke om, at du skal læse for at kopiere en andens stil. Du skal læse for at opdage, hvor mange måder der er at bedrive håndværket på. Og bagefter skal du blande alt det, du har lært, med din egen stil, så noget nyt og fantastisk kommer ud af det.

Du sammenligner sandsynligvis for at se, om du ligner andre. Måske med motivationen om at komme til det. Men hvad skal der så ske med din egen stil og stemme? Du får ikke andre, så pas på den.

Er din stil ikke som alle andres? Perfekt!

Det er ganske normalt at føle ubehag, hvis du skiller dig ud. Sådan er kulturen. Folk kigger, for hvad er der dog i vejen? Hvad er det, du gør? Hvorfor opfører du dig sådan og siger mærkelige ting? Ved du ikke, at du har streger i panden og toiletpapir under din sko?

Men du skal ikke være bange for at skille dig ud på nettet. Der er skrevet om alt, så din nøgle til opmærksomhed er at komme med din vinkel på det. Du skal behandle dit emne og dets grene på din måde, og du skal præsentere det på læserens tallerken, så hun bliver sulten forfra. Din stemme, din stil og dit særpræg er dine mægtigste våben! Jo mere spinat mellem fortænderne, jo bedre.

Hold fokus

Ironisk nok kan dybde redde dig fra at drukne i anonymitet på nettet. Her er det stejlt op ad bakke at trække opmærksomhed til sine tekster, fordi udvalget af tekstindhold, blogs og artikler er enormt. Komplet originalitet er sjældent som naturligt farvede diamanter, og finder du på noget nyt, så grav det ned. Hurtigt, før nogen ser det.

Dyk dybt, når du blogger. Der er så meget skrammel på overfladen, og du må langt ned for at komme væk fra det. Gå i dybden med hver gren af dit emne på din blog. Gør du det, tvinger du dig selv til at være grundig, og du finder ud af, hvor meget du faktisk ved om dit emne. Det er godt for selvtilliden og dæmper til gengæld tvivlen på dig selv.

Måske tænker du, at hvis du skal holde dig strengt til ét emne, bliver det svært at være kreativ og finde på nye ideer. I så fald er du ikke dybt nok nede i det emne, du skriver om, ven. For i dybden findes nuancerne. Jo mere du ved om emnet, jo flere artikler kan du skrive. Og heri ligger din identitet og tiltrækningskraft.

Tvivlen nager kun ambitiøse skribenter

Især når vi taler om tekstindhold på nettet, har nogle den fattige målsætning blot at fylde dokumentet ud med, tja, hvad som helst. De tror, det virker. De er sikre på, at det er godt nok. Anything goes. Det er forskellen på at taste og på at skrive, og ved du hvad? Jeg vil hellere være med i den sidste gruppe end i den første. Hvad med dig?

Man kan ikke være i tvivl, medmindre man går op i det, man laver. Tvivl er kun muligt, hvis du vil noget med din tekst. Det er ambitionen og passionen, der lukker tvivlen ind.

Det er dig, der bestemmer

Helt inde i midten af tvivlen findes din bekymring om, hvad andre tænker om dine skriverier. Hvis du skriver helt privat og kun for dig selv, handler det mere om frustrationen over, at ordene på papiret ikke lyder som det, der foregik inde i hovedet på dig. Den frustration kan naturligvis også gøre sig gældende, når du udgiver dine tekster. Men nu er der pludselig andre mennesker, der læser med. Og hvis der er noget, du kan være sikker på, er det, at andre mennesker har en mening om alting. Også dine tekster. Men det er dig, der bestemmer. Og hvis du er tilfreds med tekstens indhold, dens tone og dens vinkel – ja, så er det fløjtenfiseme ligegyldigt, hvad andre tænker!

Tro på din tekst, og accepter, at tvivlen er skribents lille insisterende, men dog overvindelige skulderalf, så længe der er gang i tasterne.